Spaghetti á Meatballs

Oh my, oh my!

Det her er nok den ret, jeg har lavet flest gange i hele mit liv (okay, måske ikke helt – men så i hvert fald i de sidste 3-4 år).
Jeg elsker den! Den er nem, billig og smager fantastisk.
Oprindeligt tror jeg, at jeg har den fra Jamie Oliver, og så er den bare blevet udvidet løbende, alt efter hvad jeg lige har haft lyst til – og voila; det er nu min livret.

Du skal bruge:

Kødboller:

  • 1 pk. hakket oksekød (4-500 g plejer at være rigeligt)
  • 2 spsk. dijonsennep
  • 3 gode stilke rosmarin
  • 1 æg
  • Salt
  • Peber (rigeligt – peber gør sig godt med oksekød)
  • Rasp

Italiensk tomatsauce:

  • 1 dåse hakkede tomater (jeg plejer at bruge øko – uden ekstra smag)
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 chili uden kerner (en 4-5’er på 12-skalaen) eller en halv tørret chili med kerner (smag til undervejs)
  • Salt
  • Peber
  • Frisk basilikum
  • 1 glas rødvin

Tilbehør:

  • Olivenolie
  • Spaghetti
  • Parmesan

Sådan gør du:

Hak rosmarinen fint og tilsæt den til oksekødet sammen med sennep, æg, salt og peber. Det moser du godt sammen (med hænderne – spar på opvasken!).
Når det er blevet en ganske fin mos, tilsætter du rasp, indtil dejen bliver en smule mere samarbejdsvillig. Det skal være sådan, at den stadig er lettere fugtig, men til at arbejde med.

Når dejen er, som den skal være, skal du i gang med at rulle små kugler (mine plejer at være 2-3 cm i diameter). Placér dem på en tallerken. Så tænder for du en pande på 80 % (det vil sige på 4, hvis dit komfur går op på 5) og tilsætter en sjat god olivenolie. Når panden er varm, kan du smide alle kødbollerne på – og så skal der bare steges amok (husk lige at nyde den dejlige duft!).

Samtidig med de steger, går du i gang med at lave din sovs. Det er en ganske almindelig tomatsauce, så her kommer lige en hurtig gennemgang:
Finhak løg, hvidløg og chili og put dem i en gryde med olivenolie, der står på lavt blus. Det er nu vigtigt, at det bliver varmet igennem uden at stege. Når det begynder at blive glinsende og en anelse som en lille mos, tilføjer du hakket, frisk basilikum, rødvin, samt de hakkede tomater, og så skal det stå og småsimre. Smag nu til med salt og peber.

Nu sætter du en gryde med spaghetti over (husk salt – og nej, ingen olie i vandet … Det er en skrøne!), og de skal koges al dente. Husk at gemme en smule af kogevandet, når de har kogt færdig.

Når spaghettien er færdig, burde dine små lækre kødboller også være klar – så blander du det hele sammen og rører det forsigtigt. Hvis retten mangler lidt creme/fugtighed, så tilføj lidt spaghettivand (og ja, det skal være spaghettivand – det er awesome!).

Til sidst anretter du og river lidt parmesan henover og VUPTI – så har du min livret. I LOVE IT!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *