Det lyder altså værre end det er! Jeg har altid synes at at den engelske oversættelse er fantastisk: “Shitting Eggs“. Men det har altså ikke noget med at skide æg at gøre.
Skidne æg (eller skidenæg) er en klassisk påskeret. I “gamle dage” blev Påskelørdag kaldt “skidtlørdag” eller “skiden lørdag”, fordi det var vaskedag. Man måtte nemlig ikke gøre rent, vaske eller gøre andet arbejde på helligdage, så man havde derfor ikke gjort noget hverken skærtorsdag eller langfredag. Så navnet fortæller noget om rengøringsstandarden og lugten, når det blev “skiden lørdag”. Fedt, ik’?
Men det er altså en klassiker at spise – og så er den samtidig super nem.
Til 2 personer skal du bruge:
- 400 g. fine små kartofler (jeg foretrækker aspargeskartofler)
- 4 æg (eller mere… du bestemmer)
- 50 g. smør
- 50 g. hvedemel
- ½ liter mælk
- Cirka 3-4 spsk. sennep (Og det er en præference-ting. Smag til løbend. Jeg foretrækker en kombination af Arffmann og Dijonsennep)
- 1 tsk. groft salt
- Friskkværnet peber
Det vigtigste i denne opskrift er at smage til løbende. Det er meget forskelligt hvor meget sennep-smag folk vil have og det samme gælder også salt og peber.
Smag og behag 😉 Og husk – du kan altid tilføje mere salt, men det er dæleme svært at fjerne det igen.
- Start med at sætte dine kartofler til at koge, i noget godt saltet vand. Tjek dem undervejs, da det er lidt forskelligt hvor lang tid kartofler skal have. Så hold øje med dem.
- Smelt smørret i en gryde ved middel varme og rør derefter melet i.
- “Steg” nu blandingen stille og roligt under omrøring, uden at det tager farve. Giv det gerne nogle minutter så du får bagt mel-smagen væk.
- Tilsæt så halvdelen af mælken mens du pisker rundt. Tilsæt mere mælk løbende, indtil det får en god sovset konsistens.
- Kom derefter sennep, salt og peber i sovsen og lad den koge stille og roligt ved svag varme og under omring. Husk nu for guds skyld (og ikke mindst din egen!) at smage den til.
- Sæt nu vandet til æggene til at koge. Når vandet koger putter du æggene i og disse skal nu koge ved middel varme i 7,5 minut, så de bliver smilende.
- Mens de koger kan du jo snildt pille kartoflerne. Det er ikke et krav, men jeg synes altså at det hører sig til ved denne ret.
- Når alt så er klart, så er der simpelthen ikke andet for end at anrette. Du kan vælge at gøre som jeg, og blandet det hele sammen i én gryde (og det er bestemt ikke for dovenskabens skyld, men for at holde traditionen om at lave mindst muligt i påsken… ahrem..).
- Voilá. Nyd denne simple skønne ret – velbekomme.
Se, var det ikke bare nemt? Og skulle du nu være den der vilde type, der har karse stående i din vindueskarm, så smager det nu også ganske lækkert med sådan en dusk på toppen – og så ser det også lidt overskudsagtig ud 😉