“Sund” Lasagne a la Martin!

Jeg… Elsker… Lasagne!

Granted, jeg har aldrig smagt rigtig italiensk lasagne lavet af en italiensk kok. Jeg er opvokset med en hårdtarbejdende mor, som heller ikke lige havde den store kulinariske interesse.
Så jeg er faktisk opvokset med, at en lasagne kommer fra Knorr.

Da jeg så flytter hjemmefra, savner jeg virkelig lasagne, men samtidig får jeg også en interesse for det italienske køkken. Så jeg begynder stille og roligt at eksperimentere med at gøre lasagnen sundere. Og dermed VUPTI, så har du min opskrift på vores “sunde” lasagne.

Du skal bruge:

  • 500 g hakket oksekød
  • 1 pakke bacon (bruger jeg ikke til dagligt – men det giver en lidt mere fed smag i lasagnen)
  • 4 gulerødder
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 3 stængler bladselleri
  • 2 dåser hakket tomat
  • 1 oksebouillonterning
  • 2 dl vand
  • Lasagneplader
  • Mornaysauce
  • Spidskommen
  • Koriander
  • Chili
  • Salt og Peber
  • (evt. en pose revet mozzarella)

Lad os starte fra en ende (det er altid det letteste!).
Vi skal have skåret nogle løg og hvidløg, så de kan komme over og kede sig i en gryde. Ikke noget med at lave ristede løg – nej nej! De skal simre stille og roligt, indtil de bliver fine og lækre.
Det er en langsommelig process – og hvis du har tid, må det gerne tage 15-20 minutter. Hvis det er hverdag, og det skal gå hurtigt, så kan 5-10 minutter gøre det.

Men du har løgene sat over, kan du passende fortsætte til de næste par steps.

Vi skal have revet nogle gulerødder, skåret nogle bladselleri i passende stykker og forberedt vores krydderier.

Da jeg bruger hele krydderier, rister jeg dem af i en gryde – uden olie. Bare i en gryde, varm op – og når de begynder at ryge lidt, så over i en morter med salt. Og så skal de bare smadres!

Nu skal der ristes noget kød, og det skal gøres ordentligt. I med kødet, og så lad det stå! Ikke noget med at stå og røre febrilsk i det – nej. Det skal helst tage farve og blive karamelliseret.
Så ro på – og vend det først, når det har fået kulør. Når alt er blevet godt ristet, tilføjer du de stegte løg og hvidløg, grøntsager og krydderier. Giv dem lige 5 minutter til at finde sig selv, og så tilføjer du de hakkede tomater, vand og oksebouillonterningen.

Lad nu retten stå og simre i minimum 20 minutter, men meget gerne det dobbelte. Det skal blive til noget, hvor du tænker: “Det her, det kunne være en fantastisk pastaret”.

Nu er det så blevet tid til at samle din lasagne. Find et passende fad (du må selv om, hvordan du samler den, det skal jeg ikke blande mig i – jeg bruger firkantede, men er du mest til runde fad, så giv den gas!) og giv den en klat smørelse.

Så samler du den i rækkefølgen; pastaplader, kød og mornaysauce – GENTAG! Og bliv ved med dette, indtil du har opbrugt alt din kød.
Nu er du på det vigtigste stadie; skal du være sund, kan du give den lidt strøelse i form af rasp – ellers kan du køre den lækre og tømme en pose mozzarella ud over…
Jeg ved godt, hvad jeg helst vil, men jeg ved også, hvad min tykke mave har bedst af 😀

Så er det på tide, at banditten smides i en 200° forvarmet ovn (jeg bruger ikke varmluft til lasagne), og så skal den have godt og vel 30 minutter.
Kig forbi til den, og se hvordan den ser ud – det er næsten det letteste. Nogle gange er det 25 minutter, andre gange er det 35 minutter. Så hold øje.

Når den så kommer ud, så skal den lige stå fem minutter og komme til sig selv og fejre, at den overlevede det varmeste tyrkiske bad til dato, inden du stikker kniven i den.

Men SÅ må der også spises. Jeg plejer at nyde en omgang Tzatziki dertil, og så er jeg ellers i godt humør! 😀

VELLEBEKOMME! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *