Vi kender det alle.
Klokken er ved at være alt for tæt på spisetid, og for hvert minut der går, kan man bare høre at brølet fra ens mave blive højere og højere.
“FRYSEPIZZA, HERE I COME!“… Men så slår samvittigheden ind, for man havde jo egentlig lovet sig selv at leve lidt sundere.
Og så er det jo godt at der findes opskrifter, som er NÆSTEN lige så hurtige at lave som en frysepizza og samtidig sund, lækker og billig.
Du skal bruge:
- 2 stk. kyllingebryst – 25 kr.
- 1 pakke serranoskinke (Rema1000’s den billige kan anbefales) – 10 kr.
- 1 dusk frisk basilikum – 10 kr.
- Salt og peber
- 1 spsk. olivenolie til at stege i
Og sådan laves det:
- Sæt en pande til at varme på middel varme (6 ud af 9) med lidt olie på.
- Skær kyllingen tværs igennem, så den ligner et hjerte.
- Fyld godt med basilikum på den ene halvdel.
- Giv den anden halvdel en gang salt og peber.
- Saml kyllingen igen og dæk den med 2 skiver serranoskinke.
- Sæt den på panden og steg den til den er godt gylden på begge sider.
- Slut af med 10 minutter i ovnen på 180° varmluft (200° ikke varmluft).
- Server med noget lækkert tilbehør.
Er det ikke bare simpelt? Jeg tror, at det tager mig 20 minutter at lave – inklusive en gang tilbehør.
Og nu lovede jeg jo også, at den var billig, og det synes jeg egentlig også, at 45 kr. for 2 personer er.
Jeg kan varmt anbefale en portion bønnefritter med tzatziki on the side. Det er sundt, nærende og vanvittig lækkert. Og det gør, at du kan lave et nærende måltid mad for to personer for cirka 70 kr. – det er da til at klare.
Held og lykke mæ’t!